En enkelt voksen stod sammen med børnene og havde det store overblik. Med andre ord, det var den voksnes ansvar at børnene fik lavet kagen.
En lille dreng gik hen til den voksne, fordi han havde skåret sig på den skarpe kniv som de var nødt til at bruge når de skulle skære smørret ud. Samtidig med at den voksne rettede opmærksomheden på den lille dreng med blødende finger, så en anden og meget uopdragen knægt sit snit til at hælde alt for meget salt i dejen. Ingen så det tilsyneladende, eller også fik den uopdragne dreng de andre til at tie ved at love dem bank bagefter.

Endelig kom kagen i ovnen og det varede ikke mange minutter før der duftede dejligt i hele børnehaven. Der blev dækket bord og hældt saftevand i glas. Alle sad ved bordet og fik serveret hver deres dejlige stykke som de straks satte tænderne i.
Men hvad skete der? Kagestykkerne var helt uspiselige, smagte salte og fik flere af børnene til at græde af skuffelse.
Alle vendte sig mod den voksne der havde haft det store overblik og spurgte ‘Hvorfor smager de grimt, hvad har du gjort? - Det er din skyld!’

I overført betydning må det være sådan det er at være direktør, chef eller endda minister!

Man har mange jern i ilden og man er nødt til at have tillid til de informationer man får ind på sit kontor. Alle peger fingre ad én, selvom man kan være ganske uden skyld i de hændelser der er sket længere nede i systemet.

Derfor er jeg oprigtig træt at af høre om den afgående forsvarsministers skyld eller uskyld. Medmindre Søren Gade SELV har ringet til diverse medier og lækket oplysninger kan alle I skandale-hungerne plattenslagere godt slappe af. Der skal kun ét rådden kar til, kun ét. Og som en person med det store overblik, kan det sq være svært at nå rundt og smage på alle karrene!

Når vi er allermest glade og lykkelige, farer den afsted som en skræmt harekilling, så vi dårligt formår at fordøje alle de indtryk og oplevelser vi får.
Når vi er kede af det, ser frem til noget snegler den sig tålmodigt og ubønhørligt afsted i et tempo som selv den lagsomste skildpadde ville være flov over. Vi har muligheden for at få alle indtryk med, men har øjnene fast rettet mod det vi venter skal komme.

75 dage til min mand atter står på dansk jord. Det er kun sølle 21 dage siden jeg kyssede ham sidste gang. Kun 21 dage siden at jeg mærkede hans stærke arme om mit liv, hans bløde læber mod mine og hans dejlige duft i min næse.
Kun 21 dage.
Kun 75 dage til jeg igen skal være med ham.

Hvorfor spørger du? Fordi du havde MULIGHEDEN!

Det er hverdagen med den nye multimediebeskatning som er blevet vedtaget. Skidt pyt med at du ikke bruger hverken telefon eller pc privat, men du har MULIGHEDEN, og det skal du altså betale skat for!

Lovgivning kalder politikkerne det.
Latterligt kalder jeg det.

Et andet og mindst lige så passende eksempel er DR.
Skide være med at du aldrig kunne drømme om at stoppe op på deres kanaler og udelukkende har dem fordi din tv-udbyder ikke piller dem ud af pakken. Skide være med at du altid zapper let og elefant hen og programmerne for at komme til de lidt mere interessante kanaler.
Du har jo haft MULIGHEDEN!

Jeg er begyndt at tage en trøje på hver aften som stadig dufter lidt af ham. Når jeg kan dufte ham, føler jeg mig sikker.
Jeg savner ham.

Der foregår så meget i mit liv lige nu, at jeg er helt overvældet og har rigtig svært ved at tage mig sammen til noget som helst. Jeg er begyndt at sige nej til invitationer og opgaver, men jeg skal stadig have dem færdig som ligger på mit skrivebord.
Det virker som en helt uoverkommelig opgave lige nu.

Prinsessen har fået skoldkopper - hurra. Det er synd for hende, jeg husker kun alt for godt hvor forfærdeligt det kløede og hvor ubehageligt alting var. Men hellere nu end senere i livet! *gys* Jeg fik det først som teenager - det var en rigtig forfærdelig oplevelse. Mine klassekammerater var såmænd søde nok og drillede ikke med det, men jeg synes alligevel det var frygteligt!

Trætheden overmander mig nu og gør at jeg har lettere til tårer, så jeg vil ikke tænke mere - bare sove.

Godnat.

I morgen. I morgen er dagen hvor jeg skal aflevere ham i lufthavnen, sende ham afsted med så mange andre.
Jeg vil sende ham afsted med et smil, ‘jeg elsker dig’, et kys og så et ‘på gensyn’.

Det sjove af det hele er at jeg ikke er bange for om han kommer til skade. Jo, det er farligt at tage afsted, jo der findes så mange modbydelige genstande der kan skade og lemleste ham.
Men det jeg frygter mest af alt er, at det ikke er mig han vender hjem til. At der er en anden der lurer lige under overfladen, fanger hans interesse omend midlertidigt.
At han får tid til at spekulerer mere over det med ‘at have hjertet med i det’, som han udtrykte sig på et tidspunkt.

Vi har aftalt at flytte sammen. Ikke nu, og heller ikke under hans udsendelse, men til næste år, når han er kommet hjem og har fået en stabil og god hverdag igen. Men selv om han virker meget opsat på det når vi snakker om hjem, økonomi og hverdag, så har han stadig tid til at ombestemme sig.

Men jeg kan ikke bruge alle mine kræfter på at være bekymret, det har jeg gjort så længe nu.

I morgen, i morgen.

Han skal 6 måneder ‘i krig’ lige om snart, så jeg tager på ferie hos ham i næste uge - det glæder jeg mig meget til. Det samme gør prinsessen
Puha, vi får meldinger om omstrukturering på arbejdet i næste uge. Det kan jeg godt blive lidt nervøs for - sæt nu at der ikke er job til mig?

Den var fin før, men nu er den lækker, lækker

Efter at have hentet hver vores portion fra buffeten prøver han stammende og hakkende at forklare hvorfor han havde valgt at stoppe forholdet.
Han kunne ikke se hvordan vi skulle kunne klare afstanden (Horsens vs. København), han havde ikke lyst til at flytte til Hovedstaden og jeg var jo ikke ligefrem flytbar, mente han.
Derfor ville han ikke skabe forventninger hos mig som han ikke ville kunne udfylde.

Jeg sagde til ham at sket var sket og at jeg ikke havde i sinde at forhandle uoverensstemmelsen på plads, idet han jo havde taget sit valg. Han undskyldte også mange gange for hvordan han havde gjort det. Han spurgte om vi kunne være venner, mødes når lejligheden bød sig og holde kontakten. Jeg svarede at jeg ikke kunne se hvordan jeg skulle kunne klare det, og jeg kunne under ingen omstændigheder have ham i mit hjem. Det ville kun trække pinen ud for mig.

Bagefter gik vi en lille tur, hentede en kop kaffe på Baresso ved Rådhuspladsen og gik så tilbage til hans bil. Han havde tilbudt tidligere på aftenen at køre mig hjem og jeg havde accepteret. Noget jeg virkelig fortrød da vi sad i bilen.

Jeg sagde knapt to ord og han mælede heller ikke meget. Jo tættere vi kom på min bopæl, jo sværre havde jeg med at holde tårerne tilbage. Da han endelig parkerede bilen skyndte jeg mig at knappe selen op, sagde tak for i aften og strøg ud af døren, ligesom han rakte ud til et knus.
Jeg skyndte mig ind ad hoveddøren og op i lejligheden. Jeg delvis frygtede at han skulle løbe efter mig og håbede det egentlig også.

Men da jeg kom op og gik ud på altanen var bilen væk. Jeg begyndte at græde, stod lidt indtil jeg frøs og lagde mig på sofaen og græd så naboerne nok har troet nogen var død. Sådan følte jeg mig også.

Endelig holdt jeg op. Jeg havde besluttet at jeg var ligeglad, jeg elskede ham stadig. Så det skrev jeg til ham i en sms. At jeg elskede ham, også selvom han ikke ville have mig.
Han svarede at han havde begået sit livs dumhed og slet ikke anede hvad han skulle gøre. Han havde slet ikke været forberedt på de følelser der var kommet op til overfladen i løbet af aftenen, men han havde fuld forståelse for hvis jeg ikke ville ham eller havde tillid til ham.

Det med tilliden kommer nok til at tage et stykke tid, men dén nat sov jeg (ikke så meget) i hans arme

OG HVOR BLEV JEG SKUFFET!!!!

Filmen i sig selv var ganske fin, jeg vil uden tvivl se den igen og igen - men jeg er dybt, dybt skuffet over alle de piger som simultant skreg hver eneste gang der skete noget på lærredet. Uanset hvad det hvad, reklamer, intro, eller en albue fra en skuespiller, så hvinede de som om de fik multiorgasmer - hvilket jeg tvivler på de overhovedet var gamle nok til at vide noget om.

Piger! Jeg véd godt at Robert og Taylor er ganske hotte - det er jeg enig med jer i - men for himlens skyld, I ødelægger FULDSTÆNDIG fornøjelsen for alle os andre! Helt ærligt, hvis I ikke kan holde kæft og leve jer ind i Bellas univers, så synes jeg at I skal blive hjemme på jeres værelser og se den når den kommer på DVD. I skal fandme ikke ødelægge min fornøjelse!

Og hvis I vil have mig undskyldt - så vil jeg bestille en billet til endnu en fremvisning og I har fandme at holde jer væk!

/Mille - som tror en Urbanmedarbejder faldt i søvn igår.