Hjertet basker rundt i brystet som en fortabt kolibri og synger ‘I morgen, i morgen, i morgen’.
Usikkerheden og håbet danser side om side, mens sorg og lykke holder om hinanden.

I morgen. I morgen er dagen hvor jeg skal aflevere ham i lufthavnen, sende ham afsted med så mange andre.
Jeg vil sende ham afsted med et smil, ‘jeg elsker dig’, et kys og så et ‘på gensyn’.

Det sjove af det hele er at jeg ikke er bange for om han kommer til skade. Jo, det er farligt at tage afsted, jo der findes så mange modbydelige genstande der kan skade og lemleste ham.
Men det jeg frygter mest af alt er, at det ikke er mig han vender hjem til. At der er en anden der lurer lige under overfladen, fanger hans interesse omend midlertidigt.
At han får tid til at spekulerer mere over det med ‘at have hjertet med i det’, som han udtrykte sig på et tidspunkt.

Vi har aftalt at flytte sammen. Ikke nu, og heller ikke under hans udsendelse, men til næste år, når han er kommet hjem og har fået en stabil og god hverdag igen. Men selv om han virker meget opsat på det når vi snakker om hjem, økonomi og hverdag, så har han stadig tid til at ombestemme sig.

Men jeg kan ikke bruge alle mine kræfter på at være bekymret, det har jeg gjort så længe nu.

I morgen, i morgen.