Livsglæde smitter onsdag, 13. okt 2010
Hverdagen og Jobbet og Oplevelser og Prinsessen og Ugens Skulderklap
Jeg vågnede i morges kl. 05 da vækkeuret arrigt begyndt at gø af mig (ja jeg har sådan en djævel der lyder som en hund). Jeg havde dårligt åbnet øjnene da det gik op for mig at i dag ville blive én af de dage. Du ved, sådan en dag hvor man ikke bare skal blive under sin dyne - nej det langt sikreste er at grave sig ned, forsvinde langt væk.
På jobbet vrissede min kollega af alt og alle, skældte og skabte sig i et væk. Jeg måtte på bedste vis prøve at forklare de stakler der kom forbi hende, at hun var frustreret og ked af det lige for tiden, og at det bestemt ikke er hendes normale opførsel. For det er det ikke.
Jeg måtte også bruge en stor del af min arbejdsdag på at lave hendes opgaver, for - som hun selv proklamerede - hun havde ikke tænkt sig at lave noget i dag, arbejde kom i anden række. Hvilket er i orden, hun har nogle ting hun SKAL have styr på, inden hendes verden vælter helt. Men da jeg så senere på dagen måtte bruge en time på at rette de fejl hun havde lavet fik jeg ligesom nok.
Da jeg skulle hente Prinsessen blev jeg mødt af et rigtig mut ansigt der brød ud i gråd ved synes af mig. Nu fik hun jo ikke tid til at spille Playstation. Prinsessens far havde tidligere sms’et og spurgt hvem af os der skulle tage til forældremøde senere på aftenen. Forældremøde? *suk* Jeg ville helst ikke, men jeg kunne ikke få fat i ham igen og finde ud af om jeg skulle aflevere Prinsessen hos ham, eller om han tog af sted.
Jeg trækker derfor Prinsessen med hjem til hendes far, blot for at blive mødt af en ‘åhh, hvor har jeg haft en lang dag - jeg orker det ikke’ tale af hendes far. Her bliver jeg enig med mig selv om at så kan det også være lige meget. Jeg beder Prinsessen adskillige gange om at få overtøj på, så vi kan nå ned og handle inden vi skal hjem.
Det var lige alt det at vi nåede at handle inden butikken lukkede. 5 minutter senere havde det været for sent. Vi når ikke toget, så vi må vente på det næste. Uheldigvis bor Prinsessens far ved en station på S-togs nettet, hvor det kun er den ene linje der stopper. Nu var min tålmodighed brugt op. Da min mor ringer midt i det hele, lukker jeg mere vand ud af ørerne end der er i Øresund.
Nu skulle man tro at jeg bare ville gå lige direkte hjem i seng, og det var også min plan. Hvis ikke det var for den mand vi mødte da vi skulle skifte tog og vente på det næste.
Han kom gående med en blindestok, og fik ramt Prinsessen på benet da han gik fordi. Hun kigger efter ham og spørger mig, hvad det er han gør med den der pind.
Jeg forklarer hende så godt jeg kan, at han bruger den til at danne sig et indtryk af hans umiddelbar nærhed, så han ved hvor der står ting han måske kunne komme til at gå ind i. Han hører at jeg taler med Prinsessen om ham, og så sker det magiske.
Han kommer hen og begynder selv at forklare Prinsessen om hans stok, folder den endda en smule sammen og tilbyder at hun kan få lov at prøve. Prinsessen bliver selvfølgelig genert, men hans glade stemme, humør og vedvarende spørgsmål gør at hun lynhurtigt tør op. Så folder han sin stok helt sammen og spørger Prinsessen om hun vil være så venlig at sige ‘hokus pokus’, for ellers kan han ikke komme videre. Da hun siger det, folder stokken sig ud igen.
Han emmede af livsglæde og godt humør, trods det at han er tildelt en anderledes livsvej end så mange af os andre. Han virkede til at tage udfordringerne i livet med interesse. Det kunne måske tage ham lidt længere tid, men han ville klare det.
Kære blinde mand, tak fordi du gjorde min dag helt fantastisk, tiltrods for at den startede så forfærdeligt.
Prince of Persia - The Sands of Time er lavet over spillet af samme navn.